19 maj 2019

ELF Development indgår strategisk samarbejde med Fokus Asset Management

ELF Development har indgået et strategisk samarbejde med Fokus Asset Management om forvaltning af selskabets portefølje bestående af ca. 42.000 m2 bolig- og erhvervsejendomme. Der er tale om et fremtidigt tæt samarbejde, som skal trække på spidskompetencer fra begge organisationer.

”Asset management-aftalen er en del af vores strategi om at styrke vores forretningsmodel. Udvikling af boligprojekter og byområder er vores spidskompetence, der har vi stor erfaring og en stærk track record, og efter vores opfattelse er Fokus blandt de bedste i markedet indenfor asset management. Det er en kraftfuld konstellation, som vi har store forventninger til,” siger Ludvig Find, CEO i ELF Development.

ELF Development har igennem længere tid analyseret og vurderet forskellige muligheder, og på den baggrund er det besluttet at foretage de strategiske ændringer af organisationen. Som en del af det tætte samarbejde flytter to medarbejdere fra ELF Development med over til Fokus Asset Management.

”Det har været afgørende for os at finde en strategisk samarbejdspartner, som deler og arbejder ud fra samme værdisæt og grundprincipper som os. ELF Development er en familieejet virksomhed, og Fokus er ejet af selskabets stiftende partnere. Det gør os agile og i stand til at træffe hurtige beslutninger, når der er behov for det. Fokus har viden og kompetencer in-house til at forvalte og udvikle vores ejendomme optimalt, og samtidig har de en størrelse, der gør dem i stand til at have fuldt fokus på den enkelte kunde og ejendom,” siger Ludvig Find.

Hos Fokus Asset Management er der ligeledes store forventninger til det nye samarbejde.

”Vi er meget glade for at få lov til at bruge vores kompetencer indenfor aktiv forvaltning af ejendomme til at skabe stærke afkast for ELF Development. Vi ser frem til at arbejde tæt sammen, til at lære af hinanden og til at sikre, at den overordnede ejendomsstrategi eksekveres på bedste vis,” siger Tonny Nielsen, CEO i Fokus Asset Management.

Samarbejdet træder i kraft d. 1. juli 2019.

For mere information

Ludvig Find, CEO i ELF Development, tlf. 28 59 62 50
Tonny Nielsen, CEO i Fokus Asset Management, tlf. 21 43 09 96