06 maj 2019

Forrygende salgsstart for ELF Developments boligprojekt TRONGÅRDEN i Kgs. Lyngby

Interessen for første etape af de eksklusive rækkehuse i Kgs. Lyngby var stor, da ELF Development inviterede til salgsstart søndag d. 28. april. Mere end 300 mennesker besøgte showroomet, og på blot tre timer blev 35 af de 47 boliger reserveret.

”Vi er meget glade og stolte over, at projektet er blevet taget så godt imod. TRONGÅRDEN er et enestående projekt, blandt andet fordi det er det eneste boligudviklingsprojekt af sin karakter i Lyngby-Taarbæk Kommune. De svanemærkede kvalitetsboliger tæt på natur, god infrastruktur og de mange tilbud i Kgs. Lyngby rammer lige i hjertet af det, som mange boligkøbere efterspørger,” siger Ludvig Find, CEO i ELF Development.

ELF Development udvikler og forvalter kvalitetsbyggeri og levende bymiljøer primært beliggende i Storkøbenhavn.

”TRONGÅRDEN er vores første udviklingsprojekt nord for København, og det glæder os at kunne imødekomme efterspørgslen på kvalitetsboliger i Kgs. Lyngby. Lokalplanen er vedtaget, byggetilladelsen er i hus, og allerede i dag sætter vi spaden i jorden,” siger Ludvig Find.

LokalBolig Projektsalg står for salget, og første etape forventes at være indflytningsklar i sommeren 2020.

Fakta om TRONGÅRDEN

I yderkanten af Dyrehavens jorde vil TRONGÅRDEN snart rejse sig. Som en slags urban landsby, hvor mennesker lever og trives på tværs af generationer, fagligheder og familiemønstre. Et rart og indbydende boligområde i æstetiske rammer med både byliv, fællesskab og landskabelig ro.

TRONGÅRDEN vil bestå af 187 boliger fordelt på både ejer- og lejeboliger i smukke, arkitektoniske linjer med plads til mange af livets faser – og ikke mindst med nærhed til naturen, god infrastruktur og de mange tilbud i Kgs. Lyngby. Bag byggeriet står Arkitema Architects.


For mere information

Ludvig Find, CEO i ELF Development, tlf. 28 59 62 50